Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Leg er også læring

Spontane – børneinitierede lege

 

Der er vild iver omkring bordet med de røde stole. Eksperimenterende hænder vender de efterhånden skramlede stole i utallige retninger. Stole der, for et par af disses vedkommende, gennem 20 år har ageret rekvisit i børns leg. Sådan lettere afskallede ville vi sige. Men børnene ænser det ikke. De er travlt optagede af, at undersøge stolenes potentiale. Glade stemmer, begejstrede lyde og opspilede øjne. Det er ganske vist, at der er sommerfugle i de maver der. Nogle gange er stolen liiiige ved at vippe, og der lyder et hyl af begejstring fra den udforskende flok. Igennem ruden fanger mit blik en skøn treenighed på legepladsen. 3 piger, alle forskellige aldre, har begivet sig ud i den nok dybeste vandpyt i sigte. Sådan en 3-4 cm. vand kan virkelig generere glæde i den lille flok. Den mindste kigger forundret på den lidt større pige, der har vovet en smule vand i ansigt og hår. Hun gør kunsten efter, og som en gestus pøser de nu alle lidt mere vand på kinderne. De ler kan jeg se. De kigger sig ikke omkring, for de er helt opslugt i denne fundamentale leg. Forbi dem går en dreng. Han har hovedet vendt mod himlen. Med åben mund og halvt sammenknebne øjne, mærker han regndråberne på sit ansigt.